bloglovin

lørdag den 18. oktober 2014

Hollandaise


Ægte hollandaise er i sin enkelthed ren LCHF, så der er intet revolutionerende i denne opskrift... det er en klassiker og hvis blot du forbereder dig inden og laver den som det sidste inden maden serveres... Så er det en sikker vinder og hurtig at lave. 

Den er god til fisk, grøntsager og Eggs Benedict ... Eller Trolle-æg Benedict eller de skinkefri og æggefaste gangbare Oste-Spejlæg med Hollandaise.


Hollandaise 

250 gram smør skåret i tern
4 æggeblommer
Saften fra 1/2 citron
Evt. En smule salt


Før du går igang skal du klare smørret. Kom smørret i en lille gryde og smelt det, lad det stå og køle lidt af og fjern evt. skum med en ske fra overfladen.
Hæld forsigtigt smørret på en lille kande så du ikke får de hvide mælkeproteriner i bunden af gryden med - dem kasserer du bare.

Saucen skal laves over vandbad - tag en gryde og bring vand i kog. Find en skål eller en mindre gryde, der kan hvile på grydens kant så den dækker vandet, men ikke rammer det. Før du sænker skålen/gryden ned over det varme vand pisker du citron og æggeblommer godt sammen i den kolde skål/gryde. 
Derefter sænker du den over det kogende vand mens du pisker. Tilsæt det klarede smør i en meget fin stråle mens du pisker saucen grundigt. Bliv ved til den tykner som en lind creme - saucen må ikke overstige 70 grader! Så skiller den...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar